Kære alle
Vi håber I har haft en dejlig sommer, og efterhånden er klar til at vi går mod koldere tider. I dette nyhedsbrev vil vi dele lidt højdepunkter fra sommeren, informere om to temaer, Fat Bikes og nikotinprodukter, vi ser i tiden, samt give et par opfordringer til, hvordan vi bruger det offentlige rum.
Stor succes med pizza
Sommeraktiviteten tog i år form som en rullende pizzabus. I løbet af august kørte vi rundt i sommerlandet med friske ingredienser og en pizzaovn i bagagerummet. Mødte vi en gruppering af unge, blev de budt på friskbagt pizza i SSP’s pop-up pizzaværksted. Det var skønt at møde de unge mennesker til en masse gode snakke – både de sjove og de seriøse.
Fat bikes og lovgivning – hvad skal du være opmærksom på?
’Fat bikes’ eller ’speed pedelecs’ – velvoksne muskelcykler, drevet af el. Vi ser flere af dem i gadebilledet og tager derfor fænomenet op.
I nogle tilfælde vil cyklerne som følge af deres motorkraft kunne klassificeres som knallert. Det betyder korrekt forsikring, hjelm, lovlydig færden på vejene – og selvfølgelig med gyldigt kørekort. Så før dit unge menneske suser afsted, er det en god idé at tjekke, at der er helt styr på reglerne og sikkerheden.
I andre tilfælde vil den fede cykel i sig selv være ulovlig – fx ved ikke at være CE-mærket eller typegodkendt. Tjek derfor meget gerne en ekstra gang, at de el-cykler I har købt/køber hjem over nettet rent faktisk er lovlige i Danmark. Læs mere om reglerne på:
- Politiets artikel om Fat Bikes: https://politi.dk/sydoestjyllands-politi/nyhedsliste/vaer-opmaerksom-paa-ulovlige-fatbikes-naar-du-shopper-elcykel/2024/03/05
- Rådet for Sikker Trafik – regler og gode råd om el-cykler og speed pedelecs: https://sikkertrafik.dk/rad-og-viden/cykel/el-cykel/
- Læs også om el-løbehjul her: https://sikkertrafik.dk/rad-og-viden/sma-el-koretojer/el-lobehjul/
Samtaler om nikotin – hold snakken i gang
Desværre ser vi fortsat at nikotinprodukter som e-cigaretter, puff bars, snus/nikotinposer mv., fylder i nogle ungemiljøer – og det gælder både lovlige som ulovlige produkter. Uanset hvilket produkt der er tale om er det skadeligt, og kan have alvorlige konsekvenser på både kort og lang sigt. Nikotin er særdeles vanedannende, øger risiko for psykisk mistrivsel som angst og depression, er skadeligt for den unge hjernes udvikling og kan også give skader på lunger, hjerte/kar og i mundhulen.
For jer som forældre er det magtpåliggende at tage samtalen om nikotin med jeres unge. I har stor indflydelse på deres holdning til, og omgang med, nikotinprodukter – og dermed kan I mindske sandsynligheden for at de eksperimenterer med dem.
Der er masser af gode råd og mere information om emnet, og vi anbefaler følgende links:
Vi har i Middelfart også nogle dygtige sundhedspiloter, der tilbyder stopkurser og kyndig vejledning i at nedsætte forbrug – både individuelt og på gruppebasis. De kan kontaktes på:
- Marie Bøgstrup Sørensen – tlf.: 21 34 19 38
- Sine Bovbjerg Jensen – tlf.: 30 69 06 93
Efteråret kommer
Nu hvor efteråret er over os og temperaturen falder, er det naturligt at vi søger steder hen med varme og læ – også de unge. Vi minder derfor om et par punkter, så vi kan bevare den gode atmosfære i vores offentlige rum.
- Bibliotekerne: Nogle unge bruger bibliotekerne som samlingssted, hvilket de er mere end velkomne til! Men det er vigtigt at de følger bibliotekernes husordner, viser respekt for de øvrige lånere og følger personalets anvisninger. Det skaber en bedre oplevelse for alle.
- Togstationerne: Unødvendige ophold kan skabe uro/utryghed, og kan også give anledning til bøder fra DSB, hvis ikke man kan vise gyldig billet. Derfor opfordrer vi til at man ikke bruger togstationerne til andet, end at rejse til og fra.
Vi ser frem til et godt efterår, og glæder os til at se jer og de unge derude :-)
Mange gode hilsner fra SSP Middelfart