Kriminel lavalder og Ungekriminalitetsnævn (UKN)
Hvordan skal vi i Danmark håndtere unges kriminalitet?
Dette spørgsmål er der mange forskellige holdninger til.
I virkeligheden ligger der en stor juridisk, moralsk og filosofisk diskurs gemt her.
Det klassiske spørgsmål er: Hvad vil samfundet opnå ved straf?
Der er to modsat rettede poler i denne diskurs.
Den ene er den position, at samfundet idømmer straf for at vise, at vi ikke accepterer kriminalitet, og for at give borgerne en grundlæggende retsfølelse. Dette kan føres 3.800 år tilbage til Hammurabis lov – øje for øje, tand for tand- og har lidt karakter af ’samfundets hævn’.
Den anden position er et ønske om resocialisering og tager udgangspunkt i, at vi ved lovovertrædelser skal dømmes, men med det mål, at hjælpe gerningsmænd til igen at blive en del af samfundet.
I denne diskurs kan man godt komme til at opfatte, at der ikke sker noget ved at lave forbrydelser; eksempelvis kan offeret møde sin gerningsmand på gaden, fordi vi også har et princip om, at man først er skyldig, når man er dømt.
Den ene position tager udgangspunkt i offerets situation, og offerets retfærdighedsfølelse, den anden position tager udgangspunkt i både offeret og gerningsmanden. Man kan sige, at gerningsmanden her også ses som offer for sine handlinger.
Når vi taler børn og unge, må man antage, at forbrydelser ikke sker i ondskab, men snarere som produkt af nogle omstændigheder barnet/den unge er underlagt. Hvis et barn eksempelvis har oplevet vold i hjemmet, er det måske det værktøj, barnet griber til i en konfliktsituation. Spørgsmålet er så, om barnet har brug for at blive sendt væk/straffet hårdt, eller om man kan iværksætte nogle foranstaltninger med det mål, at bibringe barnet en anden forståelse.
Ungekriminalitetsnævnet
Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet trådte i kraft d. 1. januar 2019, og har således fungeret i godt 2 år.
Loven dækker aldersgruppen 10-17 år, og det betyder, at selv ret små børn nu bliver set på af en dommer.
Der er oprettet et Ungdomskriminalitetsnævn i hver politikreds, og nævnet sidder i byrettens lokaler.
I nævnet sidder en dommer, en politimand med indsigt i forebyggelse samt en repræsentant fra det kommunale system.
Der er ikke tale om en retssag, og der bliver ikke idømt domme, men der er tale om et nævn, der kan udstikke en række indsatser i et forebyggende perspektiv. Igen en meget bred vifte af indsatser, som i sidste ende også kan være anbringelse. Da loven blev debatteret, var der meget snak om, at unge kriminelle skulle ’vaske brandbiler’- altså en form for samfundstjeneste.
For at kvalificere sig til nævnet skal man lave alvorlig kriminalitet. Eksempelvis vold bringer barnet/den unge direkte ind i nævnet. Groft hærværk, trusler, deling af nøgenbilleder, overtrædelse af våbenlov og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer er andre eksempler.
Nævnet arbejder hurtigt, modsat det egentlige retssystem, men nævnets afgørelser kan blive forsinket, hvis der skal laves undersøgelser, det kunne f.eks. være pædagogiske - eller psykiatriske undersøgelser.
Vi har i Middelfart kommune også børn/unge der er kommet for nævnet, og vi har også børn/unge, der er blevet anbragt. Disse indsatser har alene det sigte, at der skal arbejdes med barnet/den unge for at forebygge yderligere kriminalitet og ikke mindst, at barnet/den unge kan vende tilbage til et normalt liv.
Ind i mellem kan diskussioner på Facebook løbe lidt løbsk med opslag om, at der ikke er nogen der gør noget, at forældre og børn ’bare skal tage sig sammen’ osv.
Meningen med dette skriv er at prøve at klarlægge de mekanismer, der er omkring børn og unges kriminalitet.
Vi har heldigvis udviklet os forbi både ’øje for øje’ og gabestokken, og hvis man synes, at et barn/ung ikke bliver straffet/får konsekvenser, skal I vide, at der er mange gode mennesker, der arbejder intenst med genopretning, resocialisering og hjælp til både barnet/den unge og deres familier.